Skip to main content
27. januar 2025

80-året for befrielsen markeres over tre dage i Ribe

Når vi til maj markerer 80-året for befrielsen, afholdes der i Ribe tre dages arrangement under navnet “Fra mørke til lys – 80 år efter den tyske besættelse!”.

Af: Niels Ole Frederiksen | Foto: HSB Rita Lauridsens samling

Bum, bum, bum bumm – sådan indleder Beethoven sin 5. symfoni – Skæbnesymfonien. Under Anden Verdenskrig spillede BBC det på pauke som indledning til de elskede udsendelser med skjulte beskeder til modstandsbevægelsen. Hvis man kan morse, hører man motivet som bogstavet “V som Victory”.

Den 4. maj 1945 klokken 20.30 begyndte en udsendelse med disse ikoniske toner, efterfulgt af en meddelelse fra den danske speaker Johannes G. Sørensen. Midt i hans ordstrøm om oplysninger og meddelelser hørtes pludselig en knitren af papir, en kort pause, og derefter lød det:

I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig…

Dette klip er siden blevet et af de mest afspillede i Danmarks Radios historie og et centralt element i vores kollektive erindring om frihedens komme.

Tre dages markering i Ribe

I anledning af 80-årsdagen for befrielsen vil Kulturforeningen Quedens afholde en tre dages markering i Ribe fra den 2. – 4. maj.

Her vil vi belyse besættelsestiden og efterkrigstiden med nutidens øjne. En række yngre og ældre historikere, forskere og formidlere er inviteret til at bidrage med deres perspektiver på perioden, som stadig er genstand for stor opmærksomhed og debat. Følgende har givet tilsagn om at medvirke, professor Ditlev Tamm, lektor Niels Vium Olesen, tidl. forstander Poul Henrik Jensen, historiker Henrik Lundtofte, højskoleforstander Jesper Moesbøl, professor Claus Bryld, fhv. udenrigsminister m.m. Mogens Lykketoft, premierløjnant  i HJV Henrik Schroll, biskop Elof Westergaard og kursusleder Niels Ole Frederiksen.

Historien som spejl

De valg og handlinger, der blev truffet under besættelsen, hjælper os med at forstå vores nutid. Historien giver os et solidt grundlag for at forstå ikke blot os selv, men også andre. Det er gennem debatten om besættelsens begivenheder og personer, at vi holder interessen for emnet i live. Diskussionerne vækker nysgerrighed og motiverer os til at undersøge og lære mere.

Derfor er markeringen i Ribe mere end blot en historisk begivenhed. Det er en anledning til at styrke vores folkelige fællesskab og mindes en tid, hvor modgang samlede vores samfund.

En hyldest til friheden

Kulturforeningen Quedens’ markering er skabt for at ære de mennesker, der satte livet på spil for vores frihed. Deres mod og offervilje har givet os det demokratiske og trygge samfund, vi nyder godt af i dag. Ved at mindes deres indsats kan vi sikre, at deres kamp aldrig glemmes.

Markeringen vil ikke kun hylde vores kulturarv, men også minde os om, hvor afgørende frihed og sammenhold er for vores fremtid. Ved at rette blikket mod datidens aktører og begivenheder kan vi skabe en dybere forståelse af vores historie og dens betydning for kommende generationer.

Hvis du ønsker at deltage

Vil sikre dig en billet så ring til 4116 8370 Quedens Gård i Ribe. Det koster kr. 1995,- forplejning og foredrag inklusive. Du skal selv sørge for overnatning enten på Vandrehjemmet, Ribe Byferie eller et af de utallige B&B steder i Ribe by.

Hele programmet for de tre dage kan ses her.