Grønt underskud i midtbyen
I Esbjergs midtby er friarealerne begrænsede, og de små overgangszoner mellem bygninger og fortove, som går under navnet kantzonerne, er ofte udfyldt med asfalt eller andre hårde belægninger. Hårde overflader er enkle at vedligeholde, men arealerne har måske potentiale til at kunne mere. De kunne bidrage med mere grønt, mikroklima eller regnvandshåndtering. Samtidig mangler mange beboere i ældre ejendomme nem adgang til grønne uderum. Projektet vil udvikle modeller og værktøjer, der kan vise, hvordan kantzoner kan omdannes til grønne arealer til gavn for både beboere, byliv og klima.Med denne støtte anerkender parterne bag Plan22+ Esbjergs ambitioner for en grønnere midtby. Det er en vigtig håndsrækning til at gøre visionerne i udviklingsplanen konkrete. Vi vil gerne takke for opbakningen. Den giver os et stærkt udgangspunkt for at skabe mere interessante og grønne byrum, som kommer både beboere og byen som helhed til gode, siger Henning Ravn, formand for Plan & Byudviklingsudvalget i Esbjerg Kommune.
