19. maj 2026

|

Pressemeddelelse

Aftale på plads: 30 nye almene boliger på vej i Bramming

Bramming Boligforening har netop indgået aftale med entreprenør Bo Michelsen om opførelsen af 30 nye almene boliger centralt i Bramming. Underskrivelsen af aftalen markerer et vigtigt skridt i realiseringen af den nye boligafdeling.

Aftale på plads: 30 nye almene boliger på vej i Bramming
Af: Bramming Boligforening | Foto: Boligkontoret Danmark

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
De kommende boliger skal bidrage til at skabe nyt liv i et område, der i en årrække har stået uberørt hen.
Vi er meget glade for, at aftalen nu er på plads. Det betyder, at vi kan komme videre med et projekt, som vi har store forventninger til – både for området og for Bramming som helhed. Med Bo Michelsen har vi valgt en lokal og solid samarbejdspartner, siger Bo Langendorff, formand for Bramming Boligforening. Bo Michelsen har vundet i samarbejde med Sweco A/S.
Nye boliger med fokus på liv og kvalitet
Det nye byggeri kommer til at rumme 30 lejligheder i forskellige størrelser, og ambitionen er at skabe en boligafdeling, der appellerer bredt.
Vi ser frem til at give nyt liv til området, der i en årrække har stået stille. Samtidig har vi haft fokus på at skabe boliger, der er attraktive for mange – også seniorer, der ønsker en bolig med mindre vedligeholdelse. Det kan være med til at sætte gang i flyttekæden og skabe plads til nye generationer, siger Bo Langendorff.
Boligerne indrettes med fokus på gennemlyste opholdsrum og funktionelle planløsninger. Der etableres både altaner og private uderum, og med elevator sikres nem adgang til boligerne uanset etage.
Arkitektur med afsæt i Bramming
Byggeriet placeres centralt i Nørregade i Bramming og er tænkt som en naturlig del af bymidten med røde teglfacader, saddeltag og en skala, der harmonerer med den omkringliggende bebyggelse. Bebyggelsen opføres omkring et fælles gårdrum med grønne opholdsarealer, parkering og plads til fællesskab, så der skabes et roligt og attraktivt boligmiljø. Med aftalen på plads kan projektet nu gå ind i næste fase, og byggeriet forventes igangsat i fjerde kvartal 2026. Kuben Management har kørt udbudsprocessen og Viggo Madsen har været byggeherrerådgiver sammen med Erik Arkitekter.

Galleri

Event Information