24. april 2026

|

Pressemeddelelse

Udvidet gågadezone skal løfte bylivet i Skolegade

Når Skolegade igen danner ramme om et byrumsforsøg med mere plads til liv i gaden, flyttes bybusserne midlertidigt til Havnegade. Samtidig udvides gågadezonen, og der skabes bedre rammer for ophold, aktiviteter og udeservering i midtbyen.

Udvidet gågadezone skal løfte bylivet i Skolegade
Af: Esbjerg Kommune | Foto: Esbjerg Kommune/via Ritzau

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

I december 2025 besluttede Plan & Byudviklingsudvalget at igangsætte et nyt byrumsforsøg i Skolegade i sommeren 2026. Forsøget bygger på erfaringerne fra forsøget i 2025, der viste markant øget byliv, en klarere identitet i gaden og bedre opholdsmuligheder. Samtidig trådte en række udfordringer frem i forbindelse med trafik, tilgængelighed og driftsforhold, herunder busdrift tæt på udeservering.

Flere tiltag i årets forsøg

I år udvides forsøget, så Skolegade i højere grad indrettes som et sammenhængende byrum med fokus på at forbedre trygheden for fodgængere og give mere plads til bylivet. Forsøget gennemføres fra den 14. maj til den 20. september 2026.

Gågadezonen i Torvegade udvides, så den også omfatter Skolegade mellem Englandsgade og Kirkegade. Udskænkningssteder og restauranter får mulighed for at bruge hele fortovsarealet på begge sider af gaden til borde, stole og ophold. Gaden indrettes med træer, blomsterkummer og bænke, der både indbyder til liv og ophold og er med til at sænke tempoet i gaden.

Trafikken bliver samtidig ændret. Adgangen til Skolegade med motorkøretøjer sker via Torvegade mod Englandsgade eller Kirkegade. Der er indkørselsforbud for motorkøretøjer fra Englandsgade og Kirkegade. Varekørsel er fortsat tilladt i morgentimerne fra Kirkegade. I gågadezonen skal de kørende trafikanter tage særlig hensyn til de gående, som nu færdes på hele vejarealet. Den anbefalede hastighed er 15 km/t. Cyklister må køre i begge retninger i Skolegade.

Skolegade bliver busfri i forsøgsperioden

En central forudsætning for forsøget er, at busserne ikke længere kører gennem Skolegade. Derfor flyttes busbetjeningen midlertidigt til Havnegade i hele perioden.

Flytningen af busserne giver den nødvendige plads til at skabe et mere trygt og levende byrum. Samtidig har vi haft fokus på, at det fortsat skal være nemt at komme til og fra midtbyen siger Kurt Bjerrum, formand for Plan, By og Lokalsamfundsudvalget

Fra de midlertidige stoppesteder i Havnegade er der fortsat kort afstand til centrale destinationer. Der er cirka 350–380 meter til Kultur- og Fritidshuset og under 200 meter til Torvet, og samtidig giver placeringen bedre adgang til blandt andet Musikhuset og flere klinikker i området.

Ændringer på buslinjer

Buslinjerne 1A og 12 bliver omlagt i forsøgsperioden.

Rute 1A vil i en periode være påvirket af arbejdet med Kleveparken i Havnegade, hvor en vejbane midlertidigt spærres, og trafikken ensrettes. Det betyder, at ruten fra Hjerting mod Esbjerg Busterminal føres via Strandbygade, Stormgade, Toldbodvej, Hulvejen, Havnevej og Jernbanegade. Når arbejdet er afsluttet, vil ruten igen blive justeret, så den kører via Havnegade.

Bus 12 omlægges til Frodesgade og Jernbanegade, da det ikke er muligt at gennemføre ruten via Havnegade inden for den planlagte køretid.

Løbende evaluering

For at sikre et solidt beslutningsgrundlag for den fremtidige udvikling indsamles løbende data gennem tællinger, sensormålinger af aktivitet, adfærdsstudier m.m.

Vi har fået værdifulde erfaringer fra forsøget i 2025. Med det nye forsøg i 2026 tager vi næste skridt mod en midtby, hvor byliv, sikkerhed og kvalitet går hånd i hånd. Flytningen af busserne skaber bedre plads til mennesker – uden at kompromittere mobiliteten, slutter Kurt Bjerrum.

Event Information