Boligforening vil bygge 90 ungdomsboliger som del af genopretningen i tidligere ghetto
Boligforeningen Esebolig i Esbjerg beder nu politikerne i byrådet om lov til at bygge på ungdomsboliger som led i den såkaldte genopretning af den tidligere ghetto på Stengårdsvej i netop Esbjerg. Der bliver tale om en samlet anlægssum på over 127 millioner kroner for at opføre de 90 boliger. Boligforeningens beregninger viser, at huslejen bliver på 1.018 kroner pr. kvadratmeter - svarende til en gennemsnitlig månedlig husleje ekskl. forbrug på 4.241,67 kroner for en bolig på 50 kvadratmeter. - Projektet er en del af tiltagene i den lovpligtige udviklingsplan for omdannelsesområdet Stengårdsvej og den igangværende byudvikling af "Det internationale Kvarter". Nybyggeriet skal være med til at sikre en varieret beboersammensætning. Boligernes placering tæt på campus i Esbjerg og med offentlig transport næsten uden for døren, vil det give de unge mulighed for et godt samspil mellem hjemme, studiemiljø og de øvrige tilbud, Esbjerg har. Esebolig vurderer, at huslejeniveauet ikke vil medføre udlejningsbesvær, hedder det i indstillingen, der også kræver, at politikerne godkender lokalplanen for de nye boliger.
