Christian Backer Mogensen er professor og cheflæge ved Fælles Akut Modtagelse på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa og viceinstitutleder ved Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet med særligt fokus på lægeuddannelsen i Esbjerg.
I indstillingen fremhæves hans arbejde med at gøre akutmodtagelsen til et trygt og fagligt stærkt uddannelsessted med tæt supervision og feedback, hvor der er plads til at spørge, tvivle og lære af fejl.
Christians personlige engagement og tilgængelighed i dagligdagen gør ham til en højt agtet mentor, der formår at fastholde og motivere læger i det akutte speciale, skriver Theis Aagaard Sonnichsen i indstillingen. Han er speciallæge i infektionsmedicin på Fælles Akut Modtagelse i Aabenraa.
Christians engagement rækker samtidig langt ud over akutmodtagelsen. Han har gennem en årrække været en drivkraft i udviklingen af forskningsmiljøet på Sygehus Sønderjylland og har arbejdet målrettet for at gøre forskning til en naturlig del af den kliniske hverdag. Her er yngre læger blevet introduceret til forskning med afsæt i de problemstillinger, de møder hos patienterne.
Christian har ligeledes spillet en central rolle i udviklingen af medicinuddannelsen i Esbjerg, hvor ambitionen har været at skabe en tæt forbindelse mellem universitetet og den kliniske hverdag og gøre de studerende til en aktiv del af det lægefaglige fællesskab.
Hvis vi gerne vil have kommende læger til at uddanne sig og slå rødder i hele Syddanmark, skal de møde steder, hvor det er fagligt spændende og trygt at være, og hvor der er mulighed for at udvikle sig. Den slags miljøer kommer ikke af sig selv. De bliver skabt af mennesker, der prioriterer dem. Christian har gennem mange år været en af de mennesker, og derfor er han en meget fortjent modtager af Årets Oscar 2026 siger Mette Juul Kristoffersen, formand for Lægeforeningen Syddanmark
Lægeforeningen Syddanmarks pris Årets Oscar er blevet uddelt siden 2008 og gives til en læge, en gruppe af læger, en afdeling eller en praksis, der har gjort en særlig indsats for uddannelse, arbejdsmiljø eller god lægekultur i Region Syddanmark.
