Kommuneplan 2026–38 er et ambitiøst og nødvendigt skridt i udviklingen. Vi har bevidst valgt at ændre retning og sætte byliv, variation i boligformer og sammenhæng i byen forrest. Det er en plan, der tager ansvar for både klimaet og for den måde, mennesker faktisk lever deres liv på, siger Kurt Bjerrum, formand for Plan, By & Lokalsamfundsudvalget.
Esbjerg Kommune sætter ny retning for byudviklingen frem mod 2038
Med Kommuneplan 2026–38 tegnes en mere bæredygtig kurs for Esbjerg Kommunes fysiske udvikling de næste 12 år.
Kommuneplanen, som blev endeligt vedtaget af Esbjerg Byråd den 1. december 2025, markerer et tydeligt paradigmeskifte for byudvikling i Esbjerg Kommune. Hvor man tidligere har byudviklet i kanten af byen, fokuserer denne plan på byliv, fortætning, mobilitet og sammenhæng inden for eksisterende by- og parcelhusområder.
Et centralt greb i planen er indførelsen af såkaldte knudepunkter som bystrukturerende princip. Fremtidig byudvikling skal i højere grad samles omkring kollektiv trafik, service og funktioner – til gavn for både klima, mobilitet og hverdagsliv.
