Områderne til Esbjerg Streetfood Festival forvandles til et inferno af 60 streetfood-retter og desserter og et stærkt sceneprogram med livemusik og børneunderholdning. Der gøres klar til godt og vel 20.000 gæster i byen.
Den lokale involvering og opbakning er overvældende, og der har været en enorm interesse fra både borgere og hele erhvervslivet, siger en begejstret Kristian Andresen, direktør fra Foreningen Mad & Kultur, der arrangerer Esbjerg Street Food Festival. Og som han understreger:
Vi har oplevet mange udfordringer, fordi det er år et. Det, at befinde sig i en tætpakket midtby, kan fx være placeringer og parkering, som vi forsøger at løse i år på bedste vis. Vi håber, alle de lokale fødevareproducenter, restauranter, cafeer, butikker og andre erhvervsdrivende i byen vil komme ned og mærke stemningen og se fremtidens muligheder for at involvere sig.
Tårnhøje forventninger og et fantastisk fællesskab
Det er festivalens år et, og der er tårnhøje forventninger, der allerede er indfriet med et stærkt program og lynhurtige beslutninger, fordi myndigheder og samarbejdspartnere har været løsningsorienterede og fællesskabende.
Det er en oplevelse Jakob Lose, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, kan nikke genkendende til:
Jeg har fået flere henvendelser fra foreninger og firmaer, der gerne vil med. Den her festival passer godt til vores strategiske kommune-målsætning; at blive kendte for kulturoplevelser. Det er lige nøjagtig den type oplevelser, vi leder efter. Noget der kan få Esbjerg på landkortet, noget der giver bystolthed, og noget vi kan vokse sammen med, siger Jakob Lose, der holder godt øje med vejrudsigten, der lige nu ser lovende ud.
Også hos Esbjerg City er der store forventninger hos Citychefen Brigitta Christensen:
Vi glæder os helt vildt til, at der sker nyt i Esbjerg, og vi er kommet i flyvehøjde i et unikt samarbejde mellem Esbjerg Kommune, Destination Vadehavskysten, Esbjerg City og Mad & Kultur. Vi sætter virkeligt et stærkt aftryk med Esbjergs DNA. Programmet er fantastisk, og vi ser frem til, at der kommer mange gæster, både lokale og turister. I år skal vi blive kloge på det kæmpe potentiale, der er, og jeg glæder mig til starten på torsdag.
Katrine Jung, Marketingchef fra Destination Vadehavskysten er vild med, at der er tænkt autentiske, lokale oplevelser ind fra år et.
Vi har fået mange lokale aktører på banen, der gør festivalen stedbunden. Det er ikke alle festivaler, der tænker turister, og her er de lokale, autentiske oplevelser kommet i spil med det samme. Ift. den kulturarv Esbjerg og hele destinationen har, kan vi godt være stolte af at sætte en fiskeauktion på scenen. Det er unikt med østers fra Vadehavet, og Fanødragten er en helt særlig kulturarv. Der bliver oplevelser i mørket inspireret af Dark Sky certificeringen på Mandø, og jeg tænker ikke, at man kan nøjes med en dag på Esbjerg Streetfood Festival.
På scenen kan blandt mere end 30 oplevelser ses Hr. Skæg, kokkene Jesper Krabbe og Umut, Rasmus Nøhr Trio og mange andre. Det fulde program kan læses på madogkultur.dk.
Der er gratis adgang til festivalen, der har afstikkere på Torvet, Heerups Have, dele af Skolegade, Torvegade og Kongensgade.
