Grov vold og knivstikkeri
De fire mænd blev dømt for at have aftalt overfaldet på den 27-årige mand, der blev udsat for grov vold i form af flere slag og spark, hvorefter en af dem – en 23-årig mand - stak den 27-årige mand i maven med en kniv, og bragte den 27-årige i livsfare. Efter knivstikket flygtede de fire gerningsmænd fra stedet. Den 23-årige mand, der stak den 27-årige mand, blev dømt for grov vold og overtrædelse af knivloven. Han fik 1 år og 6 måneders fængsel og en advarsel om udvisning. De tre øvrige blev dømt for den vold, der gik forud for knivstikket; en 21-årig mand fik tre måneders ubetinget fængsel, en 24-årig fik samme fængselsdom og en advarsel om udvisning, mens en 23-årig mand fik 70 dages betinget fængsel med samfundstjeneste.Jeg er meget tilfreds med, at de alle fire bliver dømt, og at den 23-årige bliver dømt for knivstikket, da der er tale om en meget grov voldssag, hvor fire mænd i fælles forståelse overfalder en mand på åben gade og bringer ham i livsfare, siger anklager Pernille Heiss fra Anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi.De fire dømte modtog dommene.
