Mange vil gerne betale mere for kultur
Konsulentfirmaet Silverlining Research står i samarbejde med Esbjerg Kommune bag rapporten ”Kultur- og fritidslivets værdi for borgere og samfundet i Esbjerg Kommune”. Undersøgelsen taler ind i Esbjerg Kommunes strategiske investering i oplevelser og kultur, som byrådet besluttede at satse på efter en omfattende og inddragende proces i 2021-2022. Det centrale mål er at skabe vækst og tiltrække flere borgere til Esbjerg Kommune, som skal være et fyrtårn for oplevelser og kultur. Den tilgang bakker rapportens konklusioner op om, og faktisk tilkendegiver 66 procent af deltagerne i undersøgelsen, at de ville være villige til at betale mere i skat for at opretholde det kultur- og fritidsliv, som de oplever i dag. Samtidig scorer kulturens betydning for mangfoldighed og identitet højt, lige som borgerne ser stor værdi i kultur- og fritidslivets fællesskaber.Oplevelser skaber energi og glæde
Den nye rapport har netop være på dagsordenen i Kultur & Fritidsudvalget, og formanden, Jakob Lose, ser mange positive takter.Grundlæggende viser rapporten, at kultur- og fritidslivet skaber positiv værdi for Esbjerg Kommune og har stor betydning for mange af borgernes glæde ved at bo her. De oplevelser, vi får i kultur- og fritidslivet, skaber energi, glæde og fællesskab i vores liv og hverdag, og det tegner godt for den kurs, vi har sat for at markere Esbjerg Kommune på landkortet som et attraktivt sted at bo og leve, siger Jakob Lose.
