
Fredningsnævnet for Sydjylland traf i starten af november afgørelse om at frede Marbækområdet efter indstilling fra Esbjerg Kommune og Danmarks Naturfredningsforening.
Fredningen omfatter et areal på 969 hektar – knap 9,7 millioner kvadratmeter – og skal sikre og styrke områdets natur-, kultur- og rekreative værdier. Det gælder både de lysåbne arealer, som fortsat skal holdes åbne blandt andet gennem afgræsning, og skovene, hvor enkelte områder udlægges som urørt skov, mens størstedelen forvaltes efter principperne for naturnær skovdrift med henblik på at skabe mere stabile og artsrige skove.
Fredningen skal beskytte mange sårbare og sjældne arter
For Esbjerg Kommune har det været afgørende, at fredningen både beskytter naturen og tager hensyn til områdets mange brugere.
Det har været utroligt vigtigt at sikre, at Marbæk også i fremtiden forvaltes med fokus på naturværdierne og med stort hensyn til de mange mennesker, som holder af at færdes i området. Med fredningen er der skabt en god balance mellem beskyttelse og benyttelse, siger Jørgen Ahlquist, formand for Klima- og Miljøudvalget i Esbjerg Kommune.
Også hos Danmarks Naturfredningsforening i Esbjerg vækker afgørelsen stor glæde.
Det er en stor gave til naturen, at Marbæk nu fredes. Vi er meget glade, siger Inger Jensen, afdelingens forperson.
Fredningen har været undervejs i længere tid, og lokalt har der været et stærkt engagement i sagen.
Marbæk er levested for mange sårbare og sjældne arter, som nu sikres for eftertiden – uanset hvilke politiske vinde der måtte blæse. Jeg glæder mig til at bidrage til den kommende plejeplan, siger Carsten Mathiesen fra DN Esbjerg, som var initiativtager til fredningen.
Også politisk er der tilfredshed med, at der nu er klare og faste rammer for området.
Marbæk betyder meget for mange mennesker i Esbjerg Kommune. Nu ligger rammerne for både beskyttelse og benyttelse fast, og det er en rigtig god nyhed, siger Henning Ravn, formand for Plan- og Byudviklingsudvalget i Esbjerg Kommune
Det var Esbjerg Kommune, der i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening foreslog fredningen i december 2023. Da fredningsnævnets afgørelse ikke er blevet påklaget, er fredningen nu endelig.