Efter bare få måneders anlægsarbejde har området fra Kongensgade til Havnegade forandret karakter.
Mest synlig er forvandlingen på hjørnet af Stormgade og Havnegade. Her er den tidligere parkeringsplads blevet til Kleveparken, et nyt grønt byrum med stier, beplantning og mulighed for at slå sig ned. Parken er samtidig med til at skabe en grønnere forbindelse mellem midtbyen og havnen.
Også Stormgade har fået et nyt udtryk med mere grønt og løsninger, der kan håndtere regnvand. I den vestlige del af Kongensgade er der kommet grønne øer, ny belægning og mindre trafik.
Tilsammen er de tre projekter den afsluttende del af områdefornyelsen i Bymidte Vest, som blev sat i gang i 2021.
Mere grønt og bedre sammenhæng
Tanken bag projekterne har ikke kun været at tilføre mere grønt, der skulle også skabes bedre muligheder for at opholde sig i området.
Kleveparken binder blandt andet den eksisterende Klevesti sammen med området ved Havnegade, mens grebene i Stormgade og Kongensgade fortsætter det grønne præg ind mod bymidten.
Vadehavet har været en del af inspirationen til udformningen af de nye byrum. Det kan blandt andet ses i beplantningen og i elementer, der trækker referencer til landskabet langs kysten.
Udviklingen af byen handler om mere end at forskønne enkelte gader og pladser. Vi skal skabe sammenhænge, der gør byen bedre at bevæge sig i og giver nye grunde til at opholde sig der. Her har vi samtidig grebet muligheden for at lade natur, klimatilpasning og byliv spille sammen siger Kurt Bjerrum, formand for Plan, By & Lokalsamfundsudvalget
Alle er inviteret til indvielsen
De nye byrum bliver officielt indviet onsdag den 7. oktober kl. 15.00-17.30.
Her bliver der mulighed for at gå på opdagelse i de nye omgivelser og være med til at markere afslutningen på arbejdet. I løbet af eftermiddagen vil der blandt andet være taler, underholdning og aktiviteter samt et let traktement.
Alle er velkomne.
