Skip to main content
9. juli 2025

Polar Salmon går med i nyt partnerskab mod ensomhed

For at modvirke ensomhed lanceres det nye initiativ Frokostbordet, der skal samle danskerne om frokosten. Polar Salmon er gået med i samarbejdet, hvor opskrifter fra det danske kokkelandshold gør det lettere at invitere venner til et indbydende måltid.

Af: Frokostbordet | Foto: Frokostbordet
Pressemeddelelse

Polar Salmon er partner i det nye initiativ, Frokostbordet, hvor Kokkelandsholdet, Coop og andre danske fødevareproducenter også er med for at inspirere danskerne til hyppigere at samles om frokostbordet. Partnerskabet Frokostbordet er en del af Folkebevægelsen mod Ensomhed for at modvirke netop ensomhed, som næsten ti procent af den voksne befolkning er hårdt ramt af – de seneste tal fra Den Nationale Sundhedsprofil viser, at 470.000 voksne danskere føler sig svært ensomme.

Ensomhed koster på både det fysiske og psykiske plan, og det rammer ung som gammel. Det skal vi gøre noget ved, og vi tror på, at det kan hjælpe at få flere til at samles om frokostbordet, siger David Vincent Nielsen, der er forperson for Folkebevægelsen mod Ensomhed, og uddyber:

Rigtig mange danskere er alene, men har lyst til at være sammen med andre. Vi er glade for, at partnerskabet Frokostbordet er medlem af Folkebevægelsen mod Ensomhed. Partnerskabet Frokostbordet vil bidrage til, at flere spiser frokost sammen, hvilket weekender må være særlig egnet til. Forhåbentlig kan partnerskabets opskrifter fra blandt andet Kokkelandsholdet inspirere mange til at gøre mere ud af frokosten og invitere nogen med til bordet.

Vestjysk opbakning

Partnere i Frokostbordet er indtil nu fødevareleverandørerne Hanegal, Rose Poultry, Ørbæk Bryggeri, Sæby Fiske-Industri, Polar Salmon, Spier Wine samt Coop med Ânglemark, Kvickly og SuperBrugsen. For Polar Salmon er socialt ansvar med fokus på trivsel grundlæggende værdier, og hos Esbjerg-virksomheden er man stolt af som partner at kunne bidrage til initiativet.

At spise med familie og venner er jo med til at skabe et godt samvær og øget trivsel., Vi vil gerne være med til at fremme, at flere oftere spiser sammen – at man igen mødes om frokostbordet, som man gjorde tidligere, siger Jesper Kelly Innes, der er CEO ved Polar Salmon, og fortsætter:

Vores laks passer jo som fod i hose til frokostbordet og gør det nemt at servere noget lækkert og sundt, der ikke tager lang tid at forberede.

Inspiration fra Kokkelandsholdet

Ifølge den nye udgave af Madkulturens årlige undersøgelse, Madkultur24, er alder og køn generelt ikke afgørende for, hvor ofte vi spiser frokost sammen med andre i hverdagen, men folk i arbejde eller under uddannelse spiser væsentligt oftere frokost sammen end ledige, kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister. Blandt dem, der bor alene, spiser seks ud af ti også frokost alene. Derudover spiser de 18-39-årige i væsentligt højere grad frokost med flere voksne end de 40-80-årige, som til gengæld oftere spiser frokost kun med deres partner.

For at gøre det lettere at pifte tallerkenen op har Frokostbordet allieret sig med Kokkelandsholdet, der løbende vil bidrage med nye spændende opskrifter på Frokostbordet.dk.

Frokostbordet er et godt sted at samles og få gode timer sammen, og ved at lave nogle spændende opskrifter og give inspiration gør vi det nu lettere for folk at turde kaste sig ud i at invitere venner og bekendte. Det skal være i øjenhøjde, så det er til at gå til, og nogle gange er det blot små teknikker, som alle kan udføre, der skal til for at løfte er simpelt stykke smørrebrød til en mindre gourmetoplevelse. Det handler om idéerne, fortæller Morten Juul Caliskan Andersen, der er CEO hos Kokkelandsholdet.

Communication Director Lars Møller er idemand bag partnerskabet Frokostbordet, der er udviklet i tæt samarbejde med Havas, som er et af verdens største reklame- og mediebureauer.