DIN Forsyning har de senere år arbejdet med at separatkloakere store dele af Hjerting. Arbejdet med at adskille regn- og spildevand er vigtigt for at gøre kloakken mere robust overfor et klima med mere og hyppigere regn. Men der mangler fortsat en vigtig brik for at kunne håndtere regnvandet optimalt – nemlig et regnvandsbassin, der kan opsamle og forsinke regnvand, især hvis der falder meget regn på kort tid. Og bassinet bliver placeret et synligt sted i Hjerting. Det fortæller Claus Bosse, projektleder i DIN Forsyning:
Regnvandsbassinet skal placeres i Lystanlægget i området nærmest Plantagevej. Der er få egnede placeringer, fordi bassinet både kræver plads og et lavtliggende område, hvor vandet naturligt søger hen. Vi er meget bevidste om, at vi skal arbejde i et rekreativt område, hvor mange går ture. Derfor er det vigtigt for os, at bassinet udføres på en måde, så det ligner en reel sø, selvom der er tale om et teknisk anlæg. Det er også vores klare forventning, at bassinet vil bidrage til bedre betingelser for dyre- og plantelivet i området siger Claus Bosse
Skal give færre røde flag
Det færdige bassin forventes at give flere badedage på de nærliggende strande:
Vi har de senere år kunnet se, at mængden af overløb til Ho Bugt er stærkt stigende. Det skyldes, at klimaet ændrer sig, så vi oftere oplever skybrud, hvor store mængder regn falder på kort tid. I 2022 var der to overløb, i 2023 fire og i både 2024 og 2025 var der 13 – udelukkende i badesæsonen fra 1. juni til 1. september. Når regnvandet fra en større del af Hjerting udledes via regnvandsbassinet fremfor at belaste spildevandssystemet, betyder det færre overløb og dermed flere badedage siger Claus Bosse
Han henviser i øvrigt til, at vandhunde kan følge med på siden badevand.dk, hvis man vil sikre sig, at der ikke er rødt flag, hvis man vil have en dukkert. Alternativt findes oplysningerne også på Esbjerg Kommunes hjemmeside under ”Badestrande”.
Grundvandet skal sænkes
Grundvandet står højt i området, så det bliver nødvendigt at sænke grundvandet undervejs.
Området er meget vådt, især når vi kommer lidt længere ned, og derfor er vi nødt til at pumpe en del grundvand væk, når vi skal grave ud til bassinet. Desværre kan pumperne godt larme lidt, og vi kan ikke slukke systemet i weekenderne, når det først er sat i gang. Vi overvåger anlægget nøje, så det kører optimalt og ikke sænker grundvandet for meget siger Claus Bosse og understreger, at DIN Forsyning sørger for at kontakte de beboere, der bor tæt på anlægget, så de ved, hvad der skal foregå
Kom og kig på arbejdet
Mens arbejdet med bassinet står på, vil der være gravemaskiner og afspærringer i anlægget, fortæller Claus Bosse:
Vi kan ikke undgå at være på tværs, mens vi arbejder. Der vil være støv, støj samt omdirigering af trafikken i perioder – bl.a. bliver vi nødt til at spærre Plantagevej. Desuden skal maskinerne køre mellem Lystanlægget og vores byggeplads på Gl. Guldagervej, hvor vi bl.a. kører forbi Hjerting Skole. Vi ved af erfaring, at gravearbejde som dette kan være ret fascinerende for fx dagplejer og børnehaver, og alle nysgerrige er meget velkomne til at komme og kigge på vores arbejde, blot man respekterer afspærringen, slutter Claus Bosse og understreger, at DIN Forsyning vil gøre sig umage med at informere om arbejdet og tage hensyn til området undervejs.
Arbejdet med bassinet starter medio oktober 2026 og forventes at tage ca. fem måneder.
Fakta 1:
- Arbejdet forløber i perioden medio oktober 2026 til primo marts 2027
- Som led i arbejdet skal Plantagevej spærres i en periode på cirka tre måneder
- Desuden skal der grundvandssænkes i området.
- Arbejdet kan følges på facebooksiden ”DIN Forsyning graver i Hjerting” og på hjemmesiden dinforsyning.dk/hjerting-1
- Plantagevej bliver spærret mellem Toftvænget og Engvænget i en periode på cirka tre måneder.
- Hold øje med badevand.dk eller på Esbjerg Kommunes hjemmeside under ”Badestrande.
Fakta 2:
Hvad er separatkloakering?
På grund af klimaforandringer kan vi forvente mere og voldsommere regn. Det er vores nuværende kloaknet ikke bygget til. Derfor er DIN Forsyning i fuld gang med at geare kloakkerne til fremtidens nedbør. Det betyder blandt andet, at vi skiller spildevand fra regnvand. På den måde mindsker vi risikoen for oversvømmelser med spildevand, samtidig med at vi sikrer, at vores renseanlæg kan bruge kræfterne på at rense spildevand i stedet for regnvand. Det er en stor gevinst for natur og miljø.
