01. juni 2026

|

Pressemeddelelse

Sommerliv 2026 er klar med gratis sommeroplevelser i hele Esbjerg Kommune

Sommeren 2026 byder igen på masser af liv, kultur og fællesskab, når Sommerliv fylder Esbjerg Kommune med gratis oplevelser under åben himmel.

Sommerliv 2026 er klar med gratis sommeroplevelser i hele Esbjerg Kommune
Af: Esbjerg Kommune | Foto: Esbjerg Kommune

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Sommeren står for døren, og musik og magi vil igen i år få Esbjerg Kommune til at summe af Sommerliv. Med i alt 12 arrangementer fordelt rundt i kommunen inviteres både børn og voksne til musik, trylleri, cirkus og stemningsfulde kulturoplevelser – tæt på dér, hvor man bor eller holder sommerferie.

Liv og fællesskab i hele kommunen

Sommerliv spænder vidt og folder sig ud i både Esbjerg, Ribe, Bramming og Gredstedbro. Programmet rummer oplevelser for hele familien og giver mulighed for at mødes på tværs af alder og interesser og nyde fælles sommerstunder i uformelle rammer.

Aktiviteterne løber fra 6. juli til 8. august og byder blandt andet på cirkus og trylleri for børnene, musikalske oplevelser for de voksne og en lydvandring, der inviterer deltagerne til at opleve Esbjergs gader og rum på en ny måde.

Formanden for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, Susanne Dyreborg, ser frem til, at Sommerliv igen kan samle mennesker på tværs af alder og geografi:

Sommerliv er med til at skabe liv og fællesskab i hele kommunen. Det giver både borgere og besøgende mulighed for at opleve kultur i øjenhøjde – gratis og lige dér, hvor man er. Det styrker vores lokale fællesskaber og gør sommeren lidt rigere for både børn og voksne siger Susanne Dyreborg

Koncerter i Esbjerg Bypark

Som en del af Sommerliv-programmet danner Esbjerg Bypark i år rammen om fire gratis sommerkoncerter. Fire onsdage i juli kan publikum opleve alt fra pop og indie til punk og klassisk rock i de grønne omgivelser midt i byen.

Gæster er velkomne til at tage tæpper, picnickurve og drikkevarer med. Der er ingen udskænkning i byparken, men masser af plads til hygge.

Fakta om Sommerliv 2026

12 gratis arrangementer fordelt over hele Esbjerg Kommune med oplevelser i Esbjerg, Ribe, Bramming og Gredstedbro. Aktiviteter fra 6. juli til 8. august.

Sommerkoncerter i Esbjerg Bypark kl. 19.30:

  • Onsdag den 8. juli: absurd
  • Onsdag den 15. juli: The Mukherjee Development
  • Onsdag den 22. juli: Baskery
  • Onsdag den 29. juli: Bryan Adams Tribute

Se hele programmet for Sommerliv på oplev.esbjerg.dk/sommerliv.

Nøgleord
OplevelserKulturFritid
Event Information