Skip to main content
25. september 2025

Ung esbjergenser sælger MitID-software til iværksættertrio

Stifteren bag IDguard, Nicolai Arpe, har solgt MitID-løsningen idguard.dk til den danske serieiværksætter Bo Møller og hans partnere Oliver Lindebod og Emil Højbjerg, som nu vil skalere produktet videre.

Af: Nicolai Arpe | Foto: Canva
PRESSEMEDDELELSE

IDguard er software til digital aldersverificering via MitID. Løsningen blev lanceret i 2024 i kølvandet på den nye lov om obligatorisk alderskontrol ved online salg af alkohol og nikotinprodukter.

Jeg solgte IDguard, fordi jeg tror på potentialet og på, at Bo, Emil og Oliver kan løfte det til næste niveau. Jeg er typen, der får idéer og bygger tingene op – nu kan de tage stafetten og skalere løsningen videre, mens jeg selv fokuserer på mine andre forretninger, siger stifter Nicolai Arpe.

For 25-årige Nicolai Arpe er iværksætteri en livskraft med bund i business. Med IDguard, udviklet, lanceret og solgt på under ét år, viste det i praksis.

Aldersverificering skal drives af private – ikke staten

De nye ejere ser et stærkt behov for private løsninger på området.

Aldersverificering skal drives af private – ikke staten. Vi mener ikke, at skatteborgerne skal betale for udviklingen af den slags løsninger. Det er en opgave, vi i det private marked kan og bør løfte – og IDguard er et godt eksempel på, hvordan man kan bygge et solidt produkt, der løser et presserende behov professionelt, siger Emil Højbjerg.

Politisk timing skaber momentum

At opkøbet sker netop nu er ikke tilfældigt. De nye regler pålægger danske webshops at bruge MitID-baseret aldersverificering, når de sælger varer som alkohol, e-cigaretter og andre aldersbegrænsede produkter. Det skaber et marked i hastig vækst.

Fra EasyPractice til nye SaaS-eventyr

Den nye ejertrio kender hinanden fra tidligere samarbejde i EasyPractice, hvor de stod bag udviklingen af en af Danmarks mest udbredte løsninger til klinikker og behandlere. I dag driver de sammen SaaS-produkterne:

  •  Boligforeningsweb.dk – system til ejerforeninger og boligorganisationer
  • Alunta.com – abonnementsplatform til virksomheder

Med købet af IDguard udvider de deres portefølje til også at omfatte digital identitets- og aldersverificering.

Fremtidsplaner: bredere anvendelse af ID-verificering

Markedet er allerede i vækst. Nye kunder kommer til hver måned, og vi kan mærke, at behovet kun bliver større. Det giver os et stærkt afsæt til at bygge videre, siger Oliver Lindebod.

Ifølge ejertrioen er ambitionen at udvide IDguards rolle:

Vi overtager ikke bare produktet – vi vil videreudvikle det. ID-verificering kan skabe tryghed og compliance i langt flere sammenhænge end bare alkohol og tobak. Vi ser et marked, der kun bliver vigtigere, siger Lindebod.